Idag er der babybongo, indre arbejde og fokus på de små glæder og sejre på tapetet. Alt overflødigt og negativt skrælles fra og jeg minder mig selv om at intet andet end mine børns smil i øjnene betyder noget. Jeg kæmper med en mørk periode som ikke handler om Charlie - men om mit eget helbred. Og eksistentielle spørgsmål fylder i mig..derfor skræller jeg ind til kernen idag og husker at leve hver dag, som var det den sidste og skubber min angst for at miste...væk. Min angst for farvel, min angst for ikke at være nok...for ikke at blive anerkendt og elsket. Jeg er hvem jeg er - og det står ikke til at ændre. Ihvertfald ikke idag. Jeg erkender at noget er ude af mine hænder og må sætte min lid til, at nogen holder hånden over mig.

Charlie har sendt mig det største smil og så kan dagen kun blive dejlig.

Husk de små ting derude. Samlet gør de det hele.