Hmmm jeg som altid har noget at sige..., har ikke haft ord. Ikke haft ord til at fortælle om hvordan vi har det eller hvad der er sket. Jeg oplever en grådlabilitet som aldrig før (udover da gravid med twins) og jeg er på hårdt arbejde i mig selv. Med mig selv og mine relationer. Siden min søn begyndte udredning og fik diagnose har jeg sagt farvel til et 18 år gammelt venskab - og et familiemedlem...og nu lige endnu et familiemedlem...og NEJ de er ikke afgået ved døden. Men de er ude af mit liv!! Fordi de ikke har været her for mig i min kamp for min søn - i min sorg og i min ensomhed. 

Jeg tænker meget over, hvilke mennesker jeg vil have omkring mig og i mit liv, takket være min søn. Hans behov er ikke at være omgivet af mennesker, der ikke kan tage hensyn eller prøve at forstå. Og derved har jeg kunnet sortere fra...- og sige farvel til noget, der ikke længere var sundt for mig.

Jeg er dybt taknemmelig for de mennesker der endnu har en plads i vores liv - og for de mennesker der nu kommer ind i vores liv. Mennesker der skaber håb, har omsorg og forståelse og et åbent og rummeligt sind.

Til jer jeg sagde farvel til - Tabet er jeres!!