tirsdag den 5. november 2013

En smuk og dejlig morgen med solskin og aflevering af Charlies søster i vuggestuen. Charlie nyder at være på legepladsen i vuggestuen og tuller rundt og tæller buske og brædder. Alt var godt, da vi trillede hjem, vi fik hentet en pakke og købt ind og så hjemad. Da vi kommer hjem, skal vi i kælderen for at hente et par højstole, da en køber er på vej. Jeg vidste det ville blive udfordrende for Charlie at komme med i kælder. Han har aldrig været der før, og den er jo lidt mørk og uhyggelig - og en masse fremmede lyde. Jeg forsøger at forberede ham, men det går skævt for ham allerede i elevator, hvor jeg trykker på knappen -1 istedet for 2. Han bliver så bange og ked da vi kommer ind i kælderen og ikke alverdens afledningsmanøvrer hjælper. Prøver med musik, frugt og Bamsen(hans et og alt-en slags sut for ham). 
Vi kommer op til lejligheden og her bruger vi en time med at putte, kramme, synge og svinge i hængekøjen. Charlies reaktion var et tydeligt bevis på, hvor farlig verden kan blive for ham fra det ene øjeblik til det andet. Hvor overvældende sanseindtryk bliver for ham, og hvor vigtigt det er for ham at jeg kan læse ham og beskytte og trøste. Jeg kan skærme og undgå mange situationer, men som idag var jeg nødt til at "samle" ham op istedet og trøste.
En del af træningen herhjemme går ud på, at han i små doser bliver udsat for nye ting, nye steder, ny mad og nye oplevelser. Næste gang han skal i kælderen bliver han måske ikke helt så bange og ked af det.
Vi nyder nu god musik og æble og Charlie er igen en glad dreng.

God dag til jer derude

Ingen kommentarer:

Send en kommentar