lørdag den 4. januar 2014

Idag er en meget stor dag. 

Da Charlie var spæd og frem til omtrent 5-6 mdr, var han i hurtig udvikling, rent faktisk overhalede han sin tvillingesøster i meget udvikling. Bl.a spiste han meget tidligt dygtigt med ske, og på sin et-års fødselsdag indtog han lagkagen med ske - hvor hans søster dykkede i med begge hænder.  Efter adskillige feber-episoder.... kunne Charlie pludselig ikke mere spise selv....og igennem det sidste halvandet år, har han mistet flere evner/kompetencer allerede lært. Og hver gang har han rejst sig og lært det hele påny. 

Idag er derfor en stor dag - Charlie spiser igen med bestik - og stoltheden i hans ansigt var enorm. Og min lykkefølelse overvældende. 

Alle jer derude med børn med autisme ved, hvor meget det betyder for os, når vores børn lærer noget nyt - og viser tegn på helt normal udvikling. Igår gjorde Charlie noget helt bevidst frækt, og jeg jublede af glæde. Kontakten med ham trods sparsomt sprog er stærk og jeg har en ukuelig tro på, at Charlie rejser sig hver gang han bliver syg...og at han kan komme igennem vanskeligheder og udfordringer, fordi han er en stærk og livsglad lille dreng.

Vores største udfordring pt er maden, og projekt god ernæring er sat igang. Han skal spise mere, for at kunne komme sig, for at kunne udvikle sig godt - for at få god næring til hjernefunktionerne.
Jeg har fundet en god hjemmeside, hvor der kan købes vitaminer i tyggeform, protein og fibertilskud og nu mangler jeg kun at få ny recept på ernæringsdrik, så jeg kan få fyldt på ham. 
Men et stort skridt i den rigtige retning er, at Charlie idag spiste selv for første gang i over et år. 

Jeg  vil svælge i lykken over fremskridt - og svælge i min dybe enorme kærlighed til alle mine skønne unikke børn. Store som små.

God lørdag til alle jer derude.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar